Indholdsfortegnelse

Bræk
Tynd petroleum uden gnist
Monrad eller Rislund?
Ølmave-humor uden grænser
Nedtur i Pladderballe
Sort jul i Pladderballe
Usmagelig optræden af Totalpetroleum
Ikke noget at grine af
Totaltræls petroleum
Efter hvilken karakterskala?

Politiken, søndag 27. november 1994, 2. sektion side 13

Bræk

JULESHOW
ABC Teatret: 'Jul i Ubehage'. Monrad og Rislunds juleshow.

VARUS, VARUS - giv mig mine tabte legioner tilbage, udbrød kejser Augustus fortvivlet, da hans feltherre, Quinctilius Varus i slaget mod keruskerne år 9 efter vor tidsregning havde mistet alle soldater i samtlige legioner, og retfærdigvis også selv var blevet dræbt.
Jeg føler trang til at gentage kravet over for teaterdirektør Lars Knutzon efter premieren på Monrad og Rislunds juleshow på ABC.
Ganske vist kan jeg ikke få penge tilbage, da man som kritiker bliver inviteret gratis.
Men tiden, spørger jeg, det kostbareste af alt i livet, tiden. Hvad med den? Kan man nogensinde få godtgjort den tid, som er spildt?

MONRAD og Rislund var engang morsomme til at parodiere et særligt sportskommentator-tonefald på fjernsynet, for eksempel husker jeg dem fra Poul Thomsens familieprogrammer, hvor de kommenterede nogle vovser, der konkurrerede på hundekunster.
Siden har pretentionerne løftet dem derop, hvor et uskyldigt småtalent er blevet forvekslet med proffesionel stand-up komediekunst. En forfærdelig forveksling.

ORDET BRÆK er grimt, men det er dækkende.
På scenen brækker de sig, bøvser, fjærter, klør sig i enden, brækker sig igen, råber og støjer sammen med et firemandsorkester i et stort set dilettantisk forsøg på at gøre julefirmafrokostens dummeste indslag til sort humor.
Hvis man vil finde et lyspunkt, kan man sige, at deres forsøg i genren er det mest paradoksale forsvar for proffesionalismen, der længe er set. Forskellen på Tommy Kenter og hans efterligner, Jan Monrad, er himmelråbende.

DET VÆRSTE er, at det bliver ved i timer, som efterhånden føles desperate og skaber en slags fortvivlet overlevelseshulken på tilskuerpladserne. Jeg lo som kildet af en sindssyg overfaldsmand, da Monrad pudsede næse, og en ordentlig grønharker hang længere og længere uden for næseboret. Eller da Rislund og en musiker spillede en nasal udgave af 'True Love' på næsen. Eller da der var 'lugtelandskamp' mellem Danmark og Tjekkiet, hvor sure tæer, dårlig ånde, armsved og bræk (igen) slog bunden ud af komikken.
Monrad virker, som om han selv ind imellem føler, at den er grueligt gal. Kan han lide at omtale Jannie Spies som en debil handelsskole-elev, der har 'suttet den af på en gammel gris' for tre millioner kroner? Kan han lide at synge en pinligt uvittig vise med pointen om konen der aldrig kommer?
Sort humor er en vanskelig genre. De mestrer den ikke.
Til sidst lader de sig 'hænge' på scenen, og forlegne ser vi på de livløse dukker i galgen, mens brølet fra tilskuerpladserne: 'Ekstranummer!' - udebliver. Vi får det alligevel, og det handler om at nu går de hjem.
Imens stod Lars Knutzon med en blomsterkrans, som han hellere burde lægge på ABC Teatrets gravsted.
BETTINA HELTBERG
 Vordingborg Dagblad, fredag 19. marts 1993

Tynd petroleum uden gnist

Monrad & Riskund sluttede ikke - de holdt op

ANMELDELSE

Gang på gang spurgte Monrad, Rislund og Ougaard: Hvad får voksne mennesker til at betale 120 kroner for at se noget så intetsigende som deres show.
Et spørgsmål, der efterhånden som forestillingen skred frem trængte sig mere og mere på.
Den der fuld af optimisme havde indsmurt lattermusklerne i lindrenede olier, inden de drog afsted mod Teatersalen for at more sig over "duoen" Monrad & Rislund, kunne have sparet sig de dyre dråber.
Grint blev der skam - med mellemrum. Lattertrykket nåede aldrig orkanstyrke, men standsede ved grine-kuling, og det var en flok lidt slukørede "petroleums-fans", der luskede hjem i ly af natten.

Geniale Ougaard
Starten var ellers lovende. Øjvind Ougaard var kransekage-mand for en formidabel indledning, og Søren Rislund og Jan Monrad hev også godt i puplikums smilebånd - hver for sig.
Duoen Monrad & Rislund så man ikke. Det var først Rislund - og siden Monrad.
Forventningens glæde er ofte den største, og det var med den indstilling de fleste af de fremmødte gik anden halvdel af showet i møde. Troen på, at de to "solister" ville formå at samle sig til et par, og fyre nogle af deres kendte numre af. Men ak...

Polske cirkusartister
Anden halvleg blev ventet ihjel. Der blev stadig grint og klappet bravt, når der var en anledning, men det var stadig ikke de "rigtige" Monrad & Rislund.
- Det er et par pensionerede polske cirkusartister, sagde Øjvind Ougaard i starten af showet.
- De rigtige sidder derhjemme og scorer kassen.
De skulle heller være kørt til Vordingborg, hvor en fyldt Teatersal ventede på dem i to en halv time.
Numre fra "Next Stop Pladderballe" var der ingen af, så også her gik folk forgæves. Først da "Mogens" indtog scenen blussede den dvalende "Totalpetroleum" op til fuld styrke. Og så var det slut...
Ougaard begyndte så småt at pakke sit grej sammen, mens publikum tålmodigt ventede på en sensationel afrunding. Efter ti minutter med ingenting og de første udvandringer dukkede Rislund op - med sangen om Køge. Så kom Monrad, sagde farvel og gik.
Det gjorde vi andre også - skuffede...
At vi alligevel klappede skyldes nok, at de er blandt Danmarks morsomste mænd, og Vordingborg Friluftsscene skal have al mulig tak for arrangementet, men mon ikke der var mange, der hastede hjem til stereoanlægget for at finde trøst.
Monrad & Rislund er trods alt altid den ægte vare - på plade...
CRAS
 Vejle Amts Folkeblad, torsdag 4. marts 1993

Monrad eller Rislund?

...nej, Odgaard var bedst i Torvehallerne i aftes

ANMELDELSE
Torvehallerne, Vejle: Monrad og Rislund - 'Next Stop Pladderballe'.

De lagde jo meget godt ud - eller rettere, Rislund lagde godt ud i aftes med at takke Jurist- og Økonomforbundet for at have hældt mange millioner i de fine faciliteter i Torvehallerne.
- Så kan vi da få fyret et par vitser af, inden lortet går på røven, sagde han.
Vitserne viste sig imidlertid at være af den udbrændte slags.
Monrad og Rislund i Torvehallerne denne onsdag aften var allerhøjst en halvsjov oplevelse.
Bedst var faktisk trediemanden, Øyvind Odgaard, der før d'herrer stjerner entrede scenen lagde ud med et forrygende enmandsshow for piano og harmonika.
Odgaard blev aftenens oplevelse, for efter hans stjernemorsomme intro, der blandt andet bød på der gamle Stones-hit, I Can't Get No Satisfaction udsat for harmonika, smuldrede showet stille og roligt.
Ind kom først Rislund. Så Monrad. Førstnævnte var rimelig morsom og vidtløftig med sine servicemeddelelser, mens Monrad aldrig fik salen i gang.
Resultatet var, at den første time gik, uden at der rigtigt skete noget. Aftenens makkerpar entrede scenen hver for sig og snakkede af karsken bælg, mens ethvert optræk til en sammenhængende sketch udeblev.
Indtil den bedre anden halvdel af showet introducerede de kendte hoveder. Fabrikant Brodtgaard i en noget tandløs quiz, Svend Dellepude med et par tilpas kvalme hits fra Pladderballe Nærradio og den kære Mogens i en nogenlunde morsom udgave med kalapøjs og hvad der i øvrigt til den figur hører.
Hele tiden var det dog Øyvind Odgaards mellemspil, der var mest perspektiv i, mens aftenens hovedpersoner veg udenom deres bedste sketches og f.eks. helt undlod at præsentere numre fra deres nyeste plade.
Fundamentalt var det helt galt, at duoen for det meste denne aften var reduceret til to x monologfremsigere. Monrad & Rislund var alt for sjældent på scenen, og derfor blev publikum snydt for det galoperende vanvittige samspil, de to har præsteret, når de er bedst.
Monrad og Rislund reducerede sig onsdag aften i Torvehallerne langt hen ad vejen til videregivere af udbyggede, flade folkevitser, og det var skuffende.
Det var altså ikke fordi vi ikke lo. Vi troede bare, at vi skulle have leet noget mere.
???
 Bornholms Tidende, torsdag 30. juli 1992

Ølmave-humor uden grænser


ANMELDELSE
Jan Monrad, Søren Rislund og Øyvind Ougaard i Musikballaden i Svaneke onsdag aften.

Stakkels mand!
Øyvind Ougaard er sat på en hård prøve som spasktisk akkompagnatør for Danmarks to mest kendte ølmaver, Jan Monrad og Søren Rislund.
Han starter med at komme ind iført forbindinger, gips-arm og bidekrave, som var han en bidsk hund.
Derefter oplever man den rød-skæggede lemmedasker spille "I cant get no Satisfaction" på sømandsharmonika.
Det var nok aftenens største oplevelse.

Til gengæld svarede sangens titel meget nøje til resten af showet.
Størstedelen af publikum morede sig tilsyneladende godt over den tordenskylle af ubeskrivelige platheder, der væltede ud, som ved et toilet-besøg ovenpå en stor portion gule ærter med flæsk og pølse.
For nu ligesom at blive i jargonen.
Men det helt store manglede. Det, man har set på fjernsyn, hørt i radioen eller på de plader, som Monrad og Rislund har solgt i store oplag.
Det var svært at se, om de var en skygge af sig selv, eller om de netop var sig selv onsdag aften.

Bevares, Søren Rislund gjorde, hvad han kunne og bød velkommen til de "lesbiske landbrugs-medhjælpere" og "mejerister mod Unionen fra Østermarie", som, han regnede med, var blandt publikum.
Han diverterede også med det sted fra Første Mosebog, der beretter om incest.
Men man savnede Jan Monrads nyheds-parodier, verdensmesterskaberne i tobaks-rygning og de mere kultiverede uforskammetheder, der kunne hæve det hele over grafitti-niveau.

Tilbage står, at Øyvind Ougaard var en uforlignelig spasmager. Et sjovt, nyt bekendtskab.
Nanna Nielsen og Dan Qvitzau
 Berlingske Tidende, fredag 13. december 1991

Nedtur i Pladderballe

Monrad & Rislunds juleshow holder sig under bæltestedet, som sidder rigeligt lavt i år.

SHOW
Jul i Pladderballe. juleshow af og med Jan Monrad, Søren Rislund og Ole Fick. Musikere: Øyvind Ougaard, Klaus Menzer og Michael Friis. Kanonhallen, København.

Pladderballe Bar havde allerede længe været åben, og de højtråbende julefrokoster - nogle af dem med nissehuer - var forlængst bænket omkring langbordene foran den store scene, da "Jul i Pladderballe" gik i gang med et alenlangt, pointeløst og totalt røgindhyllet dansenummer. Nummeret var julefrokosterne også ligeglade med: der blev snakket og røget og hentet øl fuldstændig uanfægtet.
Tilsyneladende var det en af Monrad & Rislunds særlige pointer at lade showet starte med en antibegivenhed, ligesom det også nærmest bare ebbede ud toenhalv time senere. Hvad der er pointen i en sådan pointe, er svært at se, med mindre det er en kombination af dovenskab og lidt for overdreven tillid til baren.
Men ind i mellem kom der skred i foretagendet, numre blev serveret med så stram en timing og en sådan veloplagthed, at man følte sig hensat til de gode gamle Total-petroleum-dage, hvor Pladderballehallen endnu ikke var en institution, men et vanvittigt drivhus for sære show-gevækster og tung rock. I år under musikalsk ledsagelse af det udmærkede bulgarske mindretalsband "Vi perkere er s'gu egentlig meget flinke".
Disse guddommelige øjeblikke omfatter f.eks Jan Monrads lektoralt-godmodige monolog om den politiske bevidsthed i 90'erne, Ole Ficks gamle kending, Leo Lummerkrog, der på slap line producerer en henrivende cysteskjuler, og insekt-ofret Mogens, som føler sig helt omskåret for afverdenen.
Mens det til gengæld er dybt plat og fornøjeligt på en mere tvivlsom facon at deltage i optagelserne til "Højbens befamlingshus", nogle unge knallert-entusiasters quizprogram "Hvad laver manden" og den særdeles populære udsendelse "Rejs og knep", hvor vi fik gode gamle Brotgord og hans seneste staveplade-afhængige scoring Bibbilone at se. For slet ikke at nævne det spændende DM i petting, hvor det gjaldt om at gnide, kæle og kramme en teddybjørn, mens salen efterhånden var varmet godt op til sportsarenastemning med stående nationalsang-afsyngning og piften.
Med fare for at blive betragtet som en snerpe, der uden grund føler sig højt hævet over Bodega-danmark, må jeg indrømme at "Jul i Pladderballe" var lidt af en nedtur. Ikke så meget fordi arrangementet serverer sjoferter, som sad vi allesammen hjemme i omklædningsrummet - nogle af dem var da eminente. Men fordi de medvirkende sagtens kunne have gjort det bedre, mere vittigt og mindre forudsigeligt, bedre timet og med større respekt for publikum. Med manglen på respekt som den største nedtur.
Me Lund
 Information, tirsdag 10. december 1991

Sort jul i Pladderballe

Monrad & Rislunds senpubertære julelanghalm en blandet fornøjelse for andre end feltsociologer

TEATER
Monrad & Rislunds juleshow. Kanonhallen.

Ganske som for tyrefægtnings og Händels Messias' vedkommende er Monrad & Rislunds juleshow et fænomen for proselytter. For en menighed, et mindretal. Men undertegnede, der i begyndelsen af d'herrers fremkomst for godt et tiår siden ufanatisk associerede sig med omtalte mindretal, må idag be' som salig Sam Goldwin - include me out!
Livet er simpelthen for kort til toenhalv times tværen i pik & patter, sex som et ensidigt overfald og kvinder som enstavelsestaknemmelige caviteter uden andre og bedre ideer.
Gab.
Monrad-Rislund og deres Pladderballe stampublikum har et alvorligt problem. De tror, de forstår hinanden; men kommunikationen fra scenen og bogstaveligt talt ofte ned er nogen gange mere nøgtern end den, der stormtroppeagtigt maser sig den anden vej. D'herrer blir alt for ofte, for ikke at sige konsekvent, taget på ordet. To trediedele af herrernes ironiske forherligelse af et-eller-andet fladpandet tages for pålydende og fremkalder flodbølger af rå begejstring. Det er den rene jammer, der potentielt kun overgås af den, d'herrer evt. martres af, når de går hjem. At blive taget til indtægt for så megen stupiditet.

Blandede signaler
Problemet er ikke kun, at M&R måske ikke har det publikum, de fortjener. Oveni det er de to for dygtige til og for lidt nøjeregnende med at udsende blandede signaler - hvilket i utallige sammenhænge må betragtes som en force, men af den her usofistikerede publikumssammensætning omgående reduceres ned til og tydes som det mindst komplicerede signal. Som de kalder i Kanonhallen, får de altså svar.
Og hvilke svar. AIM ville gnide sig i hænderne over deres eentydighed. En slattent vippende kødpølselignende dildo fik til premieren 8 mand på rækken foran til at gå bersærk af henrykkelse. Konkurrencen 'Rejs og knep' (med den faste figur Brodtgård) medførte noget hjerteanfaldslignende, men godartet, i en anden gruppe. Både i den rockerstyrede lokalkonkurrence (som 'kødpølsen' hører til i) og 'Rejs og knep' (som refererer smalt til noget beslægtet i TV3) tabes det i sig selv satirisk godt trufne centrale så godt som omgående til 'fordel' for den tilbagevendende, uendelige gonadefiksering.

Lav humortærskel
Lyspunkterne er få, men falder så meget desto mere i øjnene. Flegmatiske Monrad - fin stil - har sin egen kirurgskarpe facon at profilere sarkasmen med, i en art mental lokalbedøvelse går det først op for ofret, at han m/k er blevet nedlagt, når det er sket. Og Ole Fick har nogle gyldne øjeblikke - de eneste med psykologi og lidt menneskelighed over gylphøjde - som madpakkefortærende tangentspiller og talsmand for den ikke helt genstærke Lummerkrog-familie.
Nina Davidsen
 Holbæk Amts Venstreblad, fredag 20. juli 1990

Usmagelig optræden af Totalpetroleum

Monrad & Rislund svinede publikum til og forlod Pakhuset efter skænderi

ANMELDELSE

Efter først at have kritiseret de nye forhold i Pakhuset, som de sammenlignede med et samtaleværelse på en kræftafdeling, fortsatte Monrad & Rislund i aftes deres show med også at genere publikum, der bl.a. blev karakteriseret som prøveløsladte landbrugsmedhjælpere.
Deres kaotiske optræden kulminerede med, at de to komikere kom op at skændes for åben mikrofon og smed personlige perfiditeter i hovedet på hinanden, hvorefter de begge i raseri forlod scenen og Pakhuset.
I sædvanlig rasende hurtig og rablende vanvittig stil lykkedes det undervejs Monrad & Rislund at fornærme såvel kongehuset, de danske svineslagterier, Danmarks Radio og ikke mindst den almindelige dansker, der blev fremstillet som enten tyk og øldrikkende eller som mindre begavet.
Yderligere blottede Rislund sit omfangsrige korpus på scenen for øjnene af de mange uskyldige børn og kvinder, der var til stede blandt publikum. Samtidig kom han med slet skjulte hentydninger til, hvordan han andre steder i landet havde fornøjet sig med sine unge fans af det svage køn, mens han dog i samme åndedrag beklagede den bivuak-lignende indretning, der var stillet de to til rådighed som omklædningsrum i pakhuset.
Nej, livet er ikke let, når man som Monrad & Rislund i den grad vælger at udstille sig selv for åbent tæppe. Monrad ventede forgæves på prinsen, og brugte ventetiden til at fortælle om sine personlige fortrædeligheder i ægteskabet med en kone, der hele tiden ville elske foran radiatoren, mens han selv hellere ville have en natmad. Så nu ville konen skilles, og Monrad var derfor henvist til at forsøge at finde en ny kone til at smøre madderne, hvilket ikke er helt så let i hans alder.
Monrad skal måske også til at finde sig en ny makker at optræde med, for aftenen sluttede i det rene ragnarok, da han sammen med Rislund skulle forsøge sig som rockmusiker.
Monrad skulle lægge rytmen til Rislunds solier på el-guitaren, men det gik helt i kage og endte som nævnt med, at et større skænderi tog fat med det betalende publikum som forsvarsløse tilskuere. Gammelt nag kom op til overfladen, da Rislund fik at vide, at han havde vacuum i hovedet og en intelligenskvotient på 0,4 millibar, mens Monrad bl.a. måtte høre på, at han pga. sine tykke briller var en ren krøbling og til fare for andre i trafikken. På dette tidspunkt var de to komikere så ophidsede, at det føg med beskyldninger og modbeskyldninger gennem luften af en sådan karakter, at det ikke egner sig til gengivelse i Venstrebladet. Skænderiet kulminerede med, at Monrad & Rislund midt i nummeret forlod scenen for ikke siden at vise sig.
Mærkværdigt nok fandt publikum sig i alle uhyrlighederne, som mange endog lo højlydt af. Da de nu alligevel havde betalt entre, blev de siddende til det sidste. Herved kom de heller ikke til at gå glip af aftenens bedste - ja, man fristes til at sige eneste - musikalske indslag, som blev leveret af den eminente harmonikaspiller Øjvind Ougaard, der overtog scenen og gav en række pragtfulde numre for at dække over sine umodne kollegers usømmelige optræden.
Det forlyder, at der kun er få billetter tilbage til Monrad & Rislund's forestillinger fredag, lørdag og søndag. Men nu er De advaret.
SØE
(Red.: Det viste sig efterfølgende, at anmeldelsen var en practical joke fra avisens side.)
Fyens Stiftstidende, mandag 8. februar 1988

Ikke noget at grine af

Stjernenykker i Nr. Lyndelse

ANMELDELSE

NR. LYNDELSE - Totalpetroleum, der er kendt for en særdeles skrap satire, skuffede fredag aften et trofast publikum i Carl Nielsen-Hallen i Nr. Lyndelse.
Duoen gik på scenen efter et par timers diskoteksmusik, men formåede ikke rigtig at få publikum med sig. Efter tolv minutter pakkede Jan Monrad og Søren Rislund deres grej sammen for at tage hjem til København.
Arrangørerne fra Nr. Søby Ungdomsklub fik dem dog overtalt til at gå på scenen igen, men da var stemningen ved den optræden spoleret.
- Det var en skuffelse, at Totalpetroleum, der ikke selv lægger fingrene imellem på scenen, opførte sig på den måde, siger klubleder Bjarne Jensen, der trods alt hentede et pænt overskud til klubarbejdet ved arrangementet.
???
 Aarhuus Stiftstidende, mandag 20. oktober 1986

Totaltræls petroleum

Plat pjat i Musikhuset

KONCERT

OMKRING 600 tilhørere så lørdag aften Totalpetroleum optræde med et dygtigt firemandsorkester i Musikhuset.
Men som satirisk show betragtet, fusede brændstoffet totalt ud - hvis man da ikke hører til dem, der stadig synes, det er kildrende frækt og genialt, når der siges "patter" og "nosser" fra en scene.
Pointerne var for tynde, og hævede sig sjældent over navleniveu (sic!), idéerne for slappe og løse, og specielt Jan Monrad havde det med at sutte så længe og selvtilfreds på egne ord, at hans enetaler blev utålelige.

DEN FREMRAGENDE tangentspiller Øjvind Ougaard fandt det meget betegnende nødvendigt at komme i bar bagdel og norsk flag foran tissemanden for at falde ind i helheden.
Også en ellers oplagt idé til enhver dilettant-komedie - nemlig en parodi på Otto Leisners tv-gættelege - var både stupid og plat, så hvorfor egentlig spilde mere avispapir på sådan en gang totaltræls petroleum?
For at bruge deres egen terminologi: Det show var ikke en halv potte pis værd.
ANDERS LANGE
 Aarhuus Stiftstidende, søndag 26. oktober 1986

Efter hvilken karakterskala?

LÆSERBREV
Søren Rislund skriver for gruppen Totalpetroleum:

Tillad mig at rette et par fejltagelser i den uunderbyggede tilsvining af vort show, Anders Lange 20/10 dristigt lancerer som "koncertanmeldelse": Orkesteret var på fem og ikke som nævnt på fire medlemmer. De af Anders Lange refererede ord "patter" og "nosser" er ikke blevet sagt af nogen af de medvirkende. (Kontrolbånd kan aflyttes).
Da det hermed synes veldokumenteret, at Lange hverken kan høre eller se, skal jeg høfligst anmode den plejer, der hjælper Stiftstidendes døveblinde reporter rundt i det århusianske kulturliv, om at fremsende et eksemplar af den karakterskala, showet er vurderet efter, - den seriøse, hvor Lange måler op i noget, han kan håndtere, nemlig halve potter pis.
SØREN RISLUND
(Red.: Dette er efter sigende den eneste gang, at ensemblet har taget til genmæle efter en dårlig presseomtale. Og man gjorde det udelukkende, fordi den indeholdt grove faktuelle fejl.)