7. februar 2006 - Ytringsfrihed (Thomas Frandsen)

Kære Brevkasse!

En ikke helt uvæsentlig målestok i mit liv og vidden af mit forsøg på frisind, beror på en uskøn blanding af kristendom i grundtvig-tidehvervsk aftapning, Birhe Rønn-Hornbech og Monrad & Rislund. Karakterdannende var i hvert fald, at jeg i året efter min konfirmation oplevede M & R på Hotel Sika hjemme i Hammel og vist aldrig har været den samme efter Rislunds indledning med "Den lyserøde undertrøje".
Nuvel, til sagen: går der nogen frasagn om, hvorvidt de uhellige acteurs ville turde optræde med numre, der behandler muslamerne, deres hellige bog Varanen eller Mufkatar den Udkogte ? Skal man ganske hjerte og nyrer (Salmernes Bog 26,2) hos de herboende imamer med munddiaré, kunne man måske nok forsigtigt hævde et fravær af humor - i hvert fald vores "dumme" danske humor, som gerne tjener til at nedtage højtidelighed og give syrebad til (skin)hellighed og derved være dagligdagens smøremiddel - er den egentlige udfordring mellem "dem" og "os".
Da humor er en alvorlig sag, ville det være glædeligt, at få kendskab til M & Rs kunsteriske standpunkt; kan man fortsat gøre sig morsom over muslamer og Varanen - ikke for at pisse på muslimer som mennesker, men for at tage pis på muslimsk hellighed iklædt lovreligiøse gevandter, der søger at pådutte, dem udenfor trosfællesskabet, hvad de må og ikke må i forhold til Profeten.
Det hele er, og her kan jeg ikke dy mig for at fremføre min egen holdning, beroende på forskellen mellem de grundlæggende fortællinger for to kulturer. En kristendom, hvor Gud træder ind i verden ved at lade sig føde i stald, piske og korsfæste, og så Islam med en profet, Muhammed, der klart iblandet sympatiske elementer af barmhjertighed notorisk også er voldsforherligende. Den, der krænker den første, krænker kun sig selv. Den der krænker den sidste, krænker åbenbart alverdens muslimer. Her ser jeg så helt brt fra, hvad man med Bibelen i hånden har begået af forbrydelser, men holder mig alene til de to skrifters forskellighed.
Humor er netop en alvorlig sag - derfor mit spørgsmål.

Venligst Thomas Frandsen, stud.theol.
thomas.toftegaard.frandsen@post.au.dk


Hej Thomas

Forelagt dit spørgsmål har Monrad & Rislund hver især besvaret. Først Monrad:

"Vi har tidligere brevvekslet kvalificeret med Thomas Frandsen for flere år siden. Dengang var han også stud.theol. Det er han så åbenbart stadig, altså studerende indenfor den del af æventyrforskningen, der omfatter en slags tegneseriefigur, der angivelig kan gå på vandet og som i sin magiske ekvilibrisme ikke lader Joachim Solberg og Truxa noget tilbage at ønske.

Kære Thomas Frandsen, som det er dig bekendt er det efter vores målestok i Danmark en ære at blive karrikeret og hængt ud satirisk. Præcis sådan skal man forstå de 12 tegninger i Jyllands Posten. Hvem gider i virkeligheden gøre grin med noget eller nogen, som man ikke på en eller anden måde holder af.

Muslimerne i Danmark skal glæde sig over, at nogen gider at tage pis på dem og deres kultur. Det er den højeste form for folkelig respekt, man kan opnå i Danmark. Når Anders Fogh Rasmussen hænges ud som stenaldermand eller abe ler vi alle inklusive statsministeren selv, men det ændrer ikke ved respekten for hans embede.

Så nej Thomas, vi holder os ikke tilbage. Men man må erkende, at når det gælder om at forklare omverdenen, hvordan vi i Danmark behandler hinanden på den sjove måde, så er vi pt. op ad bakke for nu at udtrykke det forsigtigt.

Venlig hilsen
Jan Monrad"


Og dernæst Rislund:

"Kære stud. theol. Thomas Frandsen.
Tak for din mangeårige interesse for vort virke.
Idet jeg naturligvis anerkender, at religionsstudier kan være et livslangt projekt, skal jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på, at du, -såfremt dine studier på gud-ved-hvilket-år er subventioneret af midler hidrørende fra min skattebetaling, godt kunne invitere til et mindre satirisk angreb. Jeg vælger imidlertid at sætte min lid til, at du er selvfinancierende, f. eks. som avisbud for Jyllandsposten eller lignende...
Find dig nu snart et lille pastorat eller noget andet fornuftigt (skrev jeg "fornuftigt"...???!!), hvor du kan trække på dine tillærte kvalifikationer og levere en vare.

Svaret på din forespørgsel drejer sig ikke om, hvorvidt "man kan"... Satirikeren har en pligt overfor sin samtid, således som de 12 tegnere så storartet har demonstreret.
Kom derfor glad på Damhuskroen, hvor en opdateret version af showet "DEN RENE JAMMER" ruller over scenen men en aktuel kommentar. Men skynd dig: Det løbende cirkus lægger sig vel snart igen, og så vil det pågældende indslag selvfølgelig blive taget af programmet.

Velkommen!
Søren Rislund"


Med venlig hilsen
Jesper Andersen