13. april 2006 - Sketch i konfektureudsalg? (Henrik Borch)

Til Jesper Andersen

Jeg har engang hørt en sketch med de 2 herrer Monrad & Rislund, som foregår i en slikbutik eller chokoladeforretning. Der kommer en lille dreng ind og skal blandt andet købe "marcipan skrald", "ammoniak affald" og en "lille rulle bæ". Ekspedienten spørger til, om han har prøvet "de nye omvendte" (lakridspastiller hvor motivet står på hovedet når man vender pastillen om) eller en af de nye lykkeposer (enten er der en musefælde i, og så får man et ordentligt rap over nalderne eller også er posen tom)..

Lyder dette bekendt ? :

Hvilken udgivelse er denne sketch på ? Og hvis den ikke er udgivet, er det så fordi den stammer tilbage fra Fredagsåbent på P3 ?
Kan man købe den på bånd ? downloade den som MP3 eller andet godt ?

Det ville glæde mig hvis I kunne hjælpe med at tilvejebringe denne glimrende og højst platte sketch.

Mange hilsner fra en hard-core fan
Henrik Borch
borch@borch.nu


Hej Henrik

Det pågældende nummer hedder OVRE I SLIKKER'N og blev, som du selv er inde på, spillet i radioen som et indslag i Fredagsavisen - d'herrers segment i udsendelsen Fredagsåbent på P3.
Sketchen blev sendt 21. marts 1980, men er siden kun blevet udgivet på bogform i "Sorte Sketches".

Sketchen er dog i en noget omskrevet og forkortet version udgivet som RADIOTEATRET (på flere udgivelser). Hér er pointen dog en anden, og yder derfor ikke den oprindelige sketch fuld retfærdighed.

Jeg ligger heldigvis inde med en - desværre ikke alt for god - optagelse af den originale sketch. Den vil jeg lægge ud på nettet, så du selv - og andre - kan få lejlighed til at høre den originale version.

Med venlig hilsen
Jesper Andersen