25. juni 2007 - Den ny udgivelse (Karsten D. Jørgensen)

Hej Jesper!

Det lyder jo godt, at der er nyt på vej i digital form. Jeg er klar over, at du sansynligvis ikke ved noget om indholdet (og hvis du gør, må du ikke sige noget), men har du nogen idé om, hvorvidt d'Herrer denne gang undgår de lidt pinlige løsninger som f. eks på "De tykke synger", hvor Monica Krogh Meyer speaker på "bukserne ned" og kliipe-/lappeløsningen på "Bjarne Vaffelgren taler ud"?

Jeg håber, de denne gang har valgt materiale, der kan indtages som ren auditiv stimulans i den form, det foreligger. Som jeg tidligere har ytret, så jeg jo gerne en CD med (næsten) rene studieoptagelser. Der er en særlig Pladderballe-stemning på disse albums, som ikke findes på de efterhånden adskillige live-udgivelser. Det er jo klart lettere (men måske sværere end man umiddelbart tror?) blot at optage et show og udgive dét, men så kunne vi jo ligeså godt tage ind at se d'Herrer live. Sidder man blandt publikum, er dét selvfølgelig en stemningsfyldt oplevelse. Den er bare svær at digitalisere.

Er det sådan, at Pladderballe Nærradio simpelhen har solgt rettighederne til deres frekvens på FM-båndet (eller hvor de nu sendte) eller er den blot lejet ud til én af de mange kedelige mainstream radiostationer med popsmarte værter uden noget på hjerte?

Mvh

Karsten D. Jørgensen
himmelhunden@privat.dk


Hej Karsten

Du har helt ret i, at jeg ikke kan udtale mig om pladens indhold.

Men om man foretrækker studie- eller live-optagelser, tror jeg er lidt en smagssag. Begge dele har helt klart deres styrker og svagheder, og jeg synes ikke man med rimelighed kan konkludere, at den ene bare er bedre end den anden. Det må komme meget an på materialet og teknikken.

Hvad teknikken angår, så var den jo medvirkende årsag til, at der på pladen Ja, Ja… - Eller Nej! blev foretaget nogle korrektioner, så det gamle materiale kunne udkomme – trods manglerne. Der var altså tale om et nødvendigt onde.

Jeg er dog enig i, at MKM’s speak på BUKSERNE NED var unødvendigt, men hvem ved? Måske der var nogle, der ellers ikke havde forstået sketchen?

Hvad angår sendetilladelsen, så verserer der rygter om, at Jens Rode forhandler om en overtagelse, da Pladderballe Nærradio ifølge flere analyseinstitutter nu har flere lyttere end TV2 Radio. Skulle overtagelsen blive en realitet, anser flere eksperter det for sandsynligt, at Pladderballe Nærradio fremover vil sende via internettet.

Med venlig hilsen
Jesper Andersen