28. juli 1998 - Afhandling: Kalapøjsere (Stefan Garvig)

Pladderballe, sommeren 1998

Projekt: Videreudvikling af kalapøjseren

Af ingeniør Brinjolff Skrubbeltrang

Formål: At undersøge det konstruktions-, design- og udviklingsmæssige potentiale i kalapøjseren, herunder de anvendelsesmæssige, med henblik på konkretisering og implementering af nye former for kalapøjsere.

Kalapøjserversion 1.0 - den klassiske enslangede kalapøjser
I mange år har vi kendt og elsket den klassiske kalapøjser - en stykke haveslange på ca. 20 cm påmonteret en ballon i den ene ende. Brugen har været simpel, hvilket utvivlsomt har været medvirkende til kalapøjserens store udbredelse. Der er hørt rygter om, at kalapøjsere er set så langt væk som på Sydpolen og i Kina.

Tomrum udfyldes
Ikke mindst må man ikke - i forbindelse med udbredelsen af og kendskabet til kalapøjsere - forbigå det faktum, at kalapøjseren ved sin fremkomst i starten af 1990'erne udfyldte et hungrende tomrum inden for op- og afblæsning af balloner.
Opblæsning var ved kalapøjseren fremkomst- ligesom langt tidligere - ikke det store diskussionsemne, man brugte sine lungers kraft ved opblæsningen og mundens læber som kobling til ballonen. Der fandtes dog flere eksempler på opblæsning af balloner ved hjælp af trykflasker indeholdende kuldioxid eller anden luftart, men denne i øvrigt ret fikse og i hvert fald hurtige metode brugtes mest i forbindelse med festlige lejligheder, hvor der skulle opblæses et større antal balloner, og hvor den til rådighed værende lungekapacitet ikke var tilstrækkelig.
Der er hørt om opblæsning ved af koble ballonen til rectum-åbningen med henblik på opblæsning ved hjælp af den fra rectum udstrømmende gas. Metoden blev dog hurtigt upopulær, dels på grund af utætheder i koblingen mellem ballon og rectum-åbningen , og dels på grund af denne ret ofte forekommende utætheds afstedkomne odeur af unævneligheder.
Men afblæsning havde gennem længere tid været gjort til genstand for diskussion.
Den mest udbredte afblæsningsmetode var - og er måske stadig - den traditionelle, men noget fantasiforladte metode - fri afblæsning, hvor ballonen efter opblæsning slippedes med begge hænder, således at ballon frit kunne afblæse med deraf følgende tøffen omkring i luften. Flere - ikke mindst børnene - har syntes, at denne afblæsningsmetode har været endog ganske morsom at overvære. Flere - især de senere kalapøjserbrugere - blev dog hurtigt trætte af denne lidt barnlige foreteelse, der i længden heller ikke kunne undgå at blive en kende for pjattet. Næsten alle har dog kunnet enes om, at metoden har været den hurtigste: Afblæsning har sjældent taget mere end fem sekunder.

Punktering
Enkelte rabiate personer har fastholdt, at punktering af en ballon efter opblæsning har været den hurtigste metode til afblæsning, og det kan de jo til dels havde ret i. Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt en punktering kan betegnes som en afblæsning, eller om man ikke snarere bør betegne punkteringen som en uigenkaldelig ødelæggelse af ballonen - og ikke som en egentlig afblæsning.
Proselytterne for den vordende kalapøjser har på et tidligt tidspunkt i kalapøjseren tilblivelsesproces hævdet, at netop muligheden for at gentage op- og afblæsning af en og samme ballon var en så væsentlig del af kalapøjserkonceptet, at det vil være ukorrekt at afvige herfra i så høj grad, som punktering og altså egentlig ødelæggelse af ballonen er. Kalapøjseren havde sit konceptuelle udgangspunkt i op- og afblæsning af en ballon - og man ønskede ikke at koble punktering af ballonen sammen med kalapøjserkonceptet. Ikke at punktering i sig selv er forkert - blot var der tale en afblæsningsmetode, der ikke forefandtes forenelig med kalapøjserens tiltænkte anvendelsesområde inden for ballonop- og afblæsning - mente altså de fleste.

Kalapøjserpiftet
Endelig har flere i relation til kalapøjserkonceptet argumenteret for, at kalapøjserens karakteristiske lydafgivelse (det velkendte fløjt/pift, når opblæsningsluften suser ud gennem haveslangen) var kalapøjserens væsentligste karakteristika, hvorfor afblæsningen kom i højsædet - og punktering af ballonen fik predikatet decideret misbrug af kalapøjseren. Skulle en ballon punkteres, burde dette ske uden brug af kalapøjser, mente man dengang.
Omvendt hævdede tilhængerne af ballonpunktering, at selve apparatet - kalapøjseren - sagtens kunne bruges til at opblæse en ballon med sigte på at punktere ballon umiddelbart efter opblæsningen. Kalapøjseren var apparatet til opblæsning af balloner; hvad der herefter skete med ballonen, var ganske ligegyldigt i kalapøjsersammenhæng. Faktisk kunne man bruge en kalapøjser til at åbne øl med, hvis det skulle være - et synspunkt, der senere af kalapøjserproselytter er blevet karakteriset som interessant, men dog ikke foreneligt med kalapøjsere.

Konstruktion eller funktion?
Hvem, der havde - og har - mest ret, er ikke endelig afgjort i skrivende stund. Debatten fortsætter nemlig stadig, og det er uvist, om der nogensinde etableres en udbredt konsensus om, hvad der karakteriserer en kalapøjser: Er det bærende element i kalapøjser-konceptet selve apparatets konstruktionsmæssige udformning, eller drejer det sig nærmere om, hvordan og måske navnlig til hvad kalapøjsere kan bruges udover selve ballonopblæsning og -afblæsning? Er kalapøjseren karakteriseret ved sin konstruktion eller ved sin funktion? Eller måske begge dele?
Strømmen af argumenterne for og imod vil tilsyneladende stadig ingen ende tage, se blot Pladderballes dagspresses omfattende dækning af emnet, se også hosstående epilog.

Tvungen afblæsning
En anden afblæsningsmetode har sideløbende med den frie afblæsning fundet anvendelse, nemlig at man efter opblæsning med højre og venstre hånds tommel- og pegefingre holder i ballonens munding og trækker denne ud i ballonmundingens tværgående retning, så denne bliver tværspændt - den tvungne afblæsning. Den ved afblæsningen udstrømmende luft vil afstedkomme en serie af mere eller mindre langvarige pibe-/truttelyde. Afblæsningen kan med denne metode vare fra nogle sekunder op til flere minutter.
Metoden har været udbredt og elsket af børn og barnlige sjæle, selvom der til tider fra seriøse kalpøjserebrugere har været rettet kritik mod metodens til tider ret høje støjniveau samt den noget ukontrollerbare og ofte langvarige afblæsning.

Kalapøjsermusik
Selvsagt har den tvungne afblæsning sine største tilhængere blandt børnene - ligesom den fri afblæsning - men flere musikalske personer har taget metoden til sig, fordi man her så et musisk potentiale ved den tvungne afblæsning. Enkelte musikere har efter lang tids øvelse formået at musicere med op til flere balloner samtidig. Således har vores elskede Pladderballe Harmoniorkester (som desværre stadig kun består af Mogens og Hansemann Lüchter) ved høstfesten i 1989 trakteret det indbudte publikum med variationer over H.C. Lumbyes Champagnegaloppen samt brudstykker af det måske mere kendte værk Burlesca i A-mol af Bjarlkram Rodaz (der nok er mest kendt i forbindelse med side 9-pigernes spilledåse-version ved Åge Brothgaards statsmandsbegravelse i 1994).
Desværre er optagelserne af Mogens' og Hansemanns glorværdige kalapøjseroptræden gået tabt for eftertiden i forbindelse med det store ophørsudsalg i Pladderballe Pladehalle 1990, og det har ikke været muligt at overtale hverken Mogens eller Hansemann Lüchter til at overveje en genindspilning på kalapøjsere.

Konceptet udmønter sig
Med baggrund i ovennævnte udviklingsforløb inden for ballonafblæsning var ønsket om en kontrollerbar og fri/hurtig afblæsningsmetode dukket op, og ønsket er blevet opfyldt ved fremkomsten af den længe ventede klassiske enslangede kalapøjser. Man genfinder den frie afblæsning (haveslangen yder forsvindende pneumatisk modstand), og enhver, der har prøvet den klassiske kalapøjser, vil vide, at der her er tale om en høj grad af mulighed for kontrol og styring af afblæsningen. Og ikke mindst er afblæsningen overstået på ganske få sekunder.
Kalapøjseren forener således det bedste fra de tidligere afblæsningsmetoder: Hurtighed og kontrollerbarhed. Hertil kommer, at man har gode muligheder for at påmontere forskellige lydfrembringere i kalapøjserens afblæsningsende, hvorved kalapøjseren åbner op for en mangfoldighed af musikalske udfoldelser. Disse muligheder er stadig ret uudforskede, desværre. Selv har jeg dog med held forsøgt mig med påmontering af en blokfløjte - til Michaella Petris store misundelse
Vi kan håbe på, at Pladderballe Harmoniorkester inden for overskuelig fremtid vil indøve et par numre instrumenteret for klassiske kalapøjsere.

Kalpøjserens forbillede?
Sækkepiben kan have været forbilledet for kalapøjseren. Selvom sækkepiben kun er beregnet til musiceren, kan den jo i en snæver vending med lidt god vilje nok gøre det ud for en (musikalsk) kalapøjser. Vi husker nok alle Henriksens gribende fremførelse fra 1976 af Enke efter en cykelsmed i Danmarks Radios FredagsAvisen. Senere , i 1977, er Henriksens musiceren blev foreviget på cd. Det har dog ikke videnskabeligt været muligt at påvise en sammenhæng mellem sækkepiber og kalapøjsere, men man må nok ikke helt se bort fra den udbredte folkelige opfattelse i Pladderballe, at det faktisk var Henriksen, der gav startskuddet til konceptualiseringen af kalapøjseren.

Kalapøjser version 2.0 - tandemkalapøjseren
Netop med afsæt i sækkepibens konstruktion - de mange piber/afblæsningskanaler - er den nye kalapøjser blevet konstrueret, se figur 1 - ligheden er, hvis ikke slående, så dog i det mindste skimtbar.
Men der knytter sig også en anden og mere udslagsgivende historie til tandemkalapøjserens tilblivelse.
En af mine gode venner og jeg har gennem længere tid - helt tilbage fra starten af 1996 - tit og ofte diverteret hinanden med citater fra et kendt dansk makkerpars musikalske causeren om bl.a. vores kære lille samfund her i Pladderballe. Det var meningen, at min ven og jeg skulle gætte hinandens citater, men som tiden gik blev citaterne sværere og sværere, og til sidst måtte min ven meldte pas; han ku' simpelthen ikke mere, det ku' han ikke. Men så var det, jeg sagde: Hvis du kan gætte rigtigt på det næste citat, har du chancen for at vinde en præmie. Jeg husker ikke selve spørgsmålet, men min ven gættede rigtigt og havde således chancen for at vinde en præmie. Og som min ven sagde: Hvis det er den præmie, jeg tænker på, så ved jeg godt, hvad det er. Herefter var præmien hans! Men hvad var præmien? Ja, det var jo lige det! Jeg er ret sikker på, at min ven tænkte på en statsmandsbegravelse - et rigtig godt gæt, synes jeg - men jeg tillod mig at give ham en, som han helt sikkert ville blive overrasket over. Netop! En tandemkalapøjser, tiltænkt min ven og hans til(skade)komne.
Det videre forløb - testfasen - efter den i øvrigt meget bevægende præmieoverrækkelse - er skildret af min gode ven i en testrapport.

Nyt design
Det første, man lægger mærke til ved det nye design, er, at den består af ikke mindre end tre stykker haveslange, der er samlet ved hjælp af et T-stykke i passende dimensioner. Det nye design muliggør samtidig opblæsning af to balloner og kan betjenes samtidigt af to personer. Af disse grunde har jeg valgt at kalde modellen tandemkalapøjser.
Endvidere åbner designet op for, at folk med svage lunger kan bruge den som træningsredskab til ballonopblæsning. Man kan starte med én ballon (den anden ballonende på tandenkalapøjseren kan blokeres f.eks. med en kraftig tøj- eller næseklemme). Og senere, når ens blæsestyrke er tilstrækkelig stor, kan man gå videre med to balloner.
Som man sikkert fornemmer, er designet let at udvide til en trippelkalapøjser. Det kræver blot en fitting med fire afgange - tre til ballon-slanger og en til indblæsningsslangen. Eller man kan ultimativt forestille sig et langt stykke haveslange med et større antal op- og afblæsningsstudse. Opblæsnings- og afblæsningsstudsene kan med fordel udføres konstruktionsmæssigt ens, hvilket nemlig muliggør valgfrihed mellem studsene til enten at fungere til indblæsning eller til afblæsning. Kalapøjseren er med denne konstruktionsmetode sikret skalerbarhed mht. antallet af opblæsnings- og afblæsningsstudse. Én sådan multikalapøjser kan således oppustes af mange personer samtidigt. Her er altså tale om et rigtigt teamworkapparat.
Fra Dansk Erhvervslivs Kompetence Udviklings Råds Seminarer, forkortet DEKURS, har man ytret sig endog særdeles positiv over for multikalapøjseren, idet man håber på - når multikalapøjseren er kommet i handlen - at lade den indgå som et obligatorisk træningsredskab ved fremtidige teambuilding-kurser for erhvervsledere og sportsjournalister.

Tandemkalpøjseren - prototype-fasen
Konstruktionsmæssigt har prototypen været plaget af en del børnesygdomme, hvor de væsentligste er nævnt i det følgende.
Utætheder mellem T-stykke og haveslange forekom i rigt mål, men kunne dog tætnes på forsvarlig vis, dvs. således at der ved daglig brug af kalapøjseren ikke vurderedes at opstå utætheder (utætheder er ikke farlige, men svækker blot kalapøjseren effektivitet). Den mest elegante tætning fås, når dimensionerne på T-stykke og slange er afstemt efter hinanden, således at slangen passer stramt og lufttæt om T-stykkets luftafgange.
Den viste model, der altså er en prototype, er lavet med et for lille T-stykke eller for stor indvendig haveslangediameter, hvorfor utætheder måtte stoppes med egnet materiale. Siliconebaseret fugemasse ville have være oplagt, men tidsnød og andre omstændigheder omkring tætning af prototypen umuliggjorde anvendelse af sådant materiale, fordi silicone først efter et døgn er tilstrækkelig hærdet til at kunne modstå modtrykket fra en opblæsning af en normal ballon. I stedet anvendtes flydende hurtighærdende tokomponent epoxylim, som jo størkner efter blot få sekunder. Prototypens utætheder var dog så store, at der måtte tilføjes betydelige mængder epoxylim, hvilket medførte, at kalapøjseren dryppede! Limen kunne i så store mængder ikke nå at tørre, hvorfor prototypen henstilledes i tørreposition to times tid med gentagne drejninger af prototypen, således at lim, der var ved at flyde ud af samlingerne, ved drejningen bragtes til at flyde tilbage igen. Efter de to timer var prototypen tør - limen flød ikke mere - og prototypen var klar til afprøvning.
Alternativt kan man benytte simple spændbånd, men denne løsning er uskøn, og man skal især ved håndteringen af kalapøjseren passe på ikke at komme til skade ved flåning af fingre, ansigt og navnlig munddele på de udstrittende gevindbånd.
Inden aflevering af prototypen til test hos min ven og dennes til(skade)komne vedlagde jeg til prototypen en rulle ståltråd til evt. omvikling uden på slangen, hvor denne er monteret på T-stykkets luftafgange for at muliggøre en indstramning af slange mod T-stykket i tilfælde af utætheder i testfasen. Alternativt kunne man bruge mere epoxylim til eftertætning, men dette var ikke anbefalelsesværdigt, da det ved ihærdig brug af kalapøjseren lige efter påføringen af epoxylim kan være fare for at få smurt gummerne ind i evt. overskydende lim med fiksering af mundtøjet til følge (man ser det for sig, ikke sandt?).
En egentlig arbejdstegning forefindes ikke i skrivende stund, men jeg har heller ikke planer om at udarbejde en sådan, dels fordi jeg er en klovn til teknisk tegning (men meget ferm til at kopiere tekniske tegninger, jeg fik karakteren 13 i teknisk tegning under mit studie) og dels fordi jeg vurderer, at designet i sin nuværende form er tilstrækkelig åbent til, at man kan variere konstruktionens dele mht. dimensioner, materialevalg, antal op- og afblæsningsstudse osv.

Afslutning
Det er min vurdering efter testfasen - se min gode vens testrapport - af tandemkalapøjseren, at konceptet i sin nuværende form er fuldbragt. Der er konstrueret en ny kalapøjser - tandemkalapøjser, som konstruktionsmæssigt kan videreføres til en skalerbar multikalapøjser mhp. skalering af antal op- og afblæsningsstudse.
Konstruktionen kan næppe tilføres væsentlige forbedringer, men der kan velsagtens tænkes konstrueret mange variationer af kalapøjsere inden for konceptets rammer.
Formålet med nærværende undersøgelse vurderer jeg hermed som fuldbragt.

---------------

Epilog
For at bibringe den standende debat om kalapøjseres karakteristika og anvendelsesområder et skær af ingeniørmæssig faglighed har jeg forsøgt at indkredse, hvad der overordnet må kunne siges at karakterisere en kalapøjser, lidt i stil med den måde, hvorpå DIF-normerne præciserer en given konstruktion.

[DIF er en forkortelse for Dansk Ingeniørforening, som i øvrigt pr. 1. januar 1995 er fusioneret med IngeniørSammenslutningen til skabelsen af IDA, Ingeniørforeningen i Danmark.
DIF's daværende normsekretariat havde indtil udgangen af 1992 ansvaret for udarbejdelsen af de i ingeniørkredse velkendte og meget højt værdsatte konstruktionsnormer. Efter 1992 er normarbejdet overgået til Dansk Standard.
Hele komplekset af konstruktionsnormer er i øvrigt for nylig blevet revideret, men vil i løbet en årrække gradvist blive erstattet af de såkaldte EURO Codes, altså europæiske konstruktionsnormer med gyldighed inden for EU-landene.]

DIF-normerne afstikker overordnede retningslinjer for en given konstruktions funktion. Det er således normernes sigte at tilvejebringe en funktionsbeskrivelse af konstruktionen - snarere end i detaljer at redegøre for, hvordan den pågældende konstruktion skal laves.
En normbeskrivelse fra DS 449 Pælefunderede offshore stålkonstruktioner lyder således:

Miljøtekniske forundersøgelser
Relevante miljøparametre vedrørende bølger, strøm, vind, vandstand, temperatur, is og sne skal bestemmes ved måling og/eller simulering.
Omfanget af undersøgelserne afhænger af den lokale bundtopografi samt af konstruktionens placering i forhold til lokaliteter, hvorfra der foreligger miljødata.

Normen siger noget om, at der skal måles og/eller simuleres vedrørende en rækkeforhold, men ikke hvordan der skal måles og eller simuleres. Omfanget er ligeledes ikke skåret ud i pap, men normsteksten tilsikrer, at der skal tages hensyn til bundtopografi samt konstruktionens placering.
Hvordan selve konstruktionen så kan laves, er der et utal af løsninger på, men fælles for dem alle skal være opfyldelsen af ovenstående funktionskrav.
Ofte har en normtekst dog en tilknyttet vejledningstekst, der angiver, hvordan et norm krav eksempelvis kan opfyldes.
En normbeskrivelse af en kalapøjser - med tilhørende vejledningstekst - kunne lyde således:

En kalapøjser skal konstrueres således, at den sikrer op- og afblæsning af balloner.

Vejledning:
En kalapøjser har traditionelt været konstrueret som et stykke haveslange af passende længde tilvirket, så slangestykket kan påmonteres en ballon med henblik på op- og afblæsning af ballonen. Længden af slangen og valg af ballontype bør fastsættes efter kalapøjserens anvendelse.


I den anden boldgade finder vi standarderne, som i mindste detalje definerer, hvad en konstruktion er sammensat af. Hvert et element, hver en skrue og hver en nok så lille ting i konstruktionen er pindet ud. Alt er forudbestemt, konstruktionen er defineret i standarden, standarden er konstruktionen.
Og hvordan ville en standard karakterisere om en kalapøjser?

Et stykke haveslange Ø17/ø13 med en længde på 200 mm +/-0,1 mm påmonteret en ballon til legetøjsbrug?

Det har ikke været muligt at finde information om standarder for balloner ved søgning på www.ds.dk (Dansk Standards hjemmeside).
Hvad skal vi mon vælge for at komme nærmere en konkret definition af vores kære kalapøjser? Norm eller standard? Eller noget helt tredje? Eller fjerde? Min personlige opfattelse er, at en kalapøjser - overordnet set - er et evt. flere sammenkoblede stykker haveslange, der er beregnet til op- og afblæsning af balloner.
Set i lyset af de til tider meget fanatiske og flyvske debatindlæg, er det mit håb, at vi alle med tiden - og måske i lyset af mine norm/standard-overvejelser - kan finde en forsonende fællesmening om, hvad vi alle anstændigvis kan tillade os at kalde for en kalapøjser - dette kære og så velkendte ballonopblæsningsapparat og afblæsningsditto.


Ingeniør Brinjolff Skrubbeltrang
widget@teliamail.dk