er Frelseren. Vi nægter at tro på, at Åge omkom i flystyrtet i Satoverstyristan. Han er derude.
Måske kan han ikke finde hjem, måske har han mistet hukommelsen. Kom hjem, Åge!
Født i 1938, var Åges drøm altid at blive brandmand. Imidlertid gik det hurtigt op for ham, at der
var flere penge i smarte skattearrangementer og sidegadevekselerer. Han købte derfor et tomt selskab
for sin børneopsparing og "Brodtgaards Legetøjsmagasin" i Lyngby så dagens lys. Er der måske
nogen, som har stillet sig selv det spørgsmål, hvad alt det bimsetøj skulle bruges til? Nej vel? Og
hvorfor det var ombord i det ovennævnte fly? De danske regnskabs- og afskrivningsregler er meget
uklare omkring periodiseringsspørgsmål vedrørende bimsetøj, hvilket Åge i mange år benyttede til
sin ubeskårede fordel - og hvem har kunnet fortænke ham i det? Heller ikke en dom i 1982 for
underslæb, kursmanipulation samt momsundragelse i størrelsesorden DKK 2,25 mio. tog modet
fra den gættelystne legetøjsgrosserer.
Legetøjsmagasinet i Lyngby blev et udmærket skatteskjul og -objekt for Åge. Driften var aldrig
noget at råbe "Hurrah!" for, men gav dog smør på brødet. De beskedne indtægter herfra blev
suppleret med gevinster fra utallige quiz-programmer og ugeblads-konkurrencer. Åge var (og er!)
den uovertrufne mestergætter. En Master Mind, som allerede hentydet til ovenfor.
Åge vandt alt i radioen. Hans hustru, Ellinor, stod altid parat med gode råd, kolde omslag og til
at afbryde forbindelsen, hvis nogen forsøgte at spore samtalen. Vi har ikke glemt, at Åge vandt
Bjarlkram Rodaz' store legatportion på 25 æbleskiver for "Årets bedste medieflip". Og så blev
det DR for meget. Efter at have overbevist os om sit uforlignelige intellekt, ville statsradiofonien
udnytte sit daværende monopol til at få Åge ned med nakken. En nøje planlagt aktion under et
gætteprogram, i hvilket Åge dystede om at blive "Årets radiofavorit", var selv et tinglysningskontor
taget i ed. Programmet medførte nemlig, at Åge fik 15 hektar og en lille bondegård på halsen i
Jylland.
Gode råd var dyre, men Åge viste sit forretningstalent ved at bortforpagte jorden til omkringliggende
gårde, udleje den ene af bygningerne til en pornofilms-producent samt indrette time-share lejligheder
for tyske turister i de to øvrige længer. I løbet af 2 år havde Åge allerede nået break-even. Tag den,
DR!
Åge var selvsagt herefter persona non grata i Gyngemosen. Den sygdom, som i dag er defineret
som ludomani, havde imidlertid fået sig tag i stakkels Åge. Han deltog derfor med katastrofale
følger i et gætteprogram under navnet Palle Gulvballe og afslørede sig selv. Programmets afvikling
lader dog ingen tvivl tilbage om, at arrangørerne udmærket var klar over deltagerens rette
identitet.
Efter statsmonopolets opgiven dukkede en ny tv-station op. En station der siden starten har satset
på underlødige quiz-programmer og trivielle serier. Lige noget for vores Åge! Som en Fugl Fønix
rejste Åge sig igen i Lokkehjulet, hvor han vandt en statsmandsbegravelse efter en nervepirrende
finale, der må have overbevist de sidste tvivlere.
Gevinsten tillige med Told & Skats sygelige fokuseren på enkeltposter i et komplet uoverskuelige
skatteregnskab fra Åge Brodtgaards legetøjs- og havneimperium har ledt os til den konklusion, at
der længe blev planlagt en attentat mod Åges liv. Således skulle han skaffes af vejen. I vort latterlige
lille land går det ikke, at nogen er bedre end andre, at nogen altid vinder, og nogen dermed altid
taber! Sikke dog en forkvaklet holdning, hvilket Åge også har draget konsekvensen af, og sikkert
nyder tilværelsen fra en mere venligtsindet plet på jorden. Hvis du ser det her, Åge, så vid, at vi er
mange, for hvem du er Frelseren.
Vi deltog derfor heller ikke i den skammeligt opsatte "statsmandsbegravelse" som Pladderballe
Nærradio afholdt i Skt. Palles katedral. Vor Herre bevares! Næ, vi holdt vagt i vindfanget til
"Brodtgaards Legetøjsmagasin" i Lyngby, hvor Ellinor havde begæret castrum doloris.
Vi vil afslutte dette epos med at sige, at vi holder et vågent øje med Palle Gulvballe! Kan du
huske hans optræden i Knepper De? Og husk på, at Åge brugte netop Palle Gulvballes navn
som pseudonym for at snyde sig ind til en af DRs latterlige gætteprogrammer. Måske er Åge
indeni Palle? Vi har ikke opgivet håbet om at få Åge hjem … (SE)
PS. Åge viste sig i starten af 2002 i Københavns Lufthavns ankomstterminal, hvorfor han altså fortsat
er i live. Han havde dog qua sin status som død lidt svært ved at slippe gennem tolden, hvorfor han
endnu ikke er kommet hjem...